Kære jobsøgende fleksjobber, velkommen hos FlexFabrikken!

FlexFabrikken er et innovativt bureau, der leverer fleksible løsninger indenfor IT, salg og marketing samtidig med, at vi tager et stærkt socialt ansvar, 90% af vores ansatte er fleksjobbere. Siden starten i 2015, har vi ansat mere end 80 fleksjobbere til egne rækker.

Kursusforløb hos FlexFabrikken

Siden 1. januar 2019 er vi også blevet “Anden Aktør” for Viborg Kommune, hvilket betyder, at vi som privat virksomhed overtager jobformidlingen i op til 26 uger for den enkelte ledige fleksjobber.

Vores mål er at hjælpe dig i arbejde eller så tæt på arbejdsmarkedet som muligt, eksempelvis via et praktikforløb. Vi ved, det kan være vanskeligt at være ledig, specielt hvis man har mentale eller fysiske skånebehov.

Længevarende arbejdsløshed kan påvirke den faglige selvtillid og det personlige selvværd og indimellem kan et job synes langt væk.

Hos FlexFabrikken bliver du mødt med respekt og forståelse for netop din situation. Vi har en positiv tilgang og ser muligheder frem for begrænsninger.

Under dit kursusforløb hos os, lægger vi vægt på at styrke dine særlige evner og at sætte dem i spil; dine muligheder er vores fokus.

Vi kender erhvervslivet fra vores mange kunder og vores netværk, kontakter der nu kommer dig til gode.

Når du skal til visitationssamtale inden starten på dit forløb, foregår det sammen med din sagsbehandler på adressen Skolestræde 1, 8800 Viborg (døren til venstre), tlf. 27 82 96 05.

Den nærmeste parkering er ved Domkirken, hvor du kan parkere gratis i op til to timer. Når du ankommer skal du tage plads i venterummet, så henter vi dig.

Til samtalen vil vi gerne vide lidt om dig og din situation, så vi kan hjælpe dig bedst muligt. Husk at medbringe dit CV. Dato og tidspunkt for samtalen får du af din sagsbehandler i Fleksjobteamet. Du skal forvente at samtalen tager ca. 45 minutter.

Dit kursusforløb, der primært kommer til at foregå i dejlige lokaler i Hald Ege, falder i flere moduler, først et introforløb af to ugers varighed.

Uge 1:

-Visitationssamtale, hvor din nuværende situation klarlægges.
-Peptalk. Her er der fokus på emner som fx din identitet som fleksjobber, det at finde din (nye) plads på arbejdsmarkedet samt eventuelle problemstillinger, der hidtil har forhindret dig i at finde din rette hylde.

Uge 2:

-Mini-workshop ”Jeg er, jeg kan, jeg vil”, hvor dit profilkort skal udarbejdes.
-Dialogmøde om helhed.
-Jobdialog med øvrige kandidater (frivilligt).

Efter introforløbet, har du mulighed for at deltage i følgende aktiviteter i løbet af en uge:

Hver tirsdag:
”Walk the Job” – gåtur i de skønne omgivelser i Hald Ege (halvanden times varighed). Vi taler kun jobmuligheder og hvordan vi kan gribe disse.

Mulighed for at booke en individuel samtale i Hald Ege hos jobformidler eller anden (45 min. pr. samtale).

Hver onsdag:
Formiddag: ”Mød en xx”. Vedkommende du møder kan være en fleksjobber, der fortæller om sin vej til job. Det kan også være en erhvervsleder, en sygeplejerske, en ergoterapeut, en psykolog eller en arbejdsgiver, der søger personale – eller en anden relevant foredragsholder.

Hver torsdag:
Eftermiddag: Gruppesamtale i vores lokale i Viborg centrum – med positiv ledelse omkring arbejdsidentitet.

Hver fredag:
Morgen: Sådan bruger du LinkedIn (30 min). Opdatering af CV/job-log og profilkort.
Formiddag: Gruppedialog med jobs og muligheder (to timer).

Du kan tilmelde dig den kommende uges aktiviteter online (NB: enkelte aktiviteter kan have et max. antal deltagere). Du skal almindeligvis tilmelde dig to aktiviteter pr. uge, men gerne flere. Sideløbende arbejdes der på at etablere jobs og praktikker ud fra dit profilkort. Du involveres naturligvis i processen, så det ikke udelukkende er jobformidleren, der varetager denne opgave. I hele forløbets varighed er det vigtigt at du fortsætter din jobsøgning som sædvanligt.