Nu har FlexFabrikken eksisteret i mere end 4 år. Og sikke en rejse.

Ofte en hård rejse, da det kræver og har krævet megen tålmodighed at få de danske virksomheder til at se lyset i forhold til at outsource opgaverne og ikke mindst outsource til mennesker med fysiske eller psykiske udfordringer. Også selvom disse mennesker – fleksjobbere – har gode uddannelser med sig i baggagen.

Det har krævet møder med banken, revisoren og familien – hvor længe skal vi vente med gennembruddet? I al den tid (som heldigvis nu er lagt bag os) har jeg/vi overlevet på de gode historier. Selvom jeg godt ved at man ikke kan sætte lykke, glæde og sympati ind på kontoen, så har det givet os brændstof til at kæmpe videre.

Tonsvis af gange har jeg forladt kontoret med positive tårer i øjnene. Når vi har mødt en praktikant, der været én stor undskyldning for sig selv – med intet selvværd og kun i stand til at påpege mangler ved sig selv – på trods af mange års erfaring fra arbejdsmarkedet og en helt åbenlys god baggage i form af uddannelse og stærk intelligens. Og så at kunne se hvor meget vedkommende rykker sig, når man bliver mødt af altid positive Louise, der forstår at løfte alle vores medarbejdere og praktikanter til et nyt niveau – både mentalt og intellektuelt.

Mennesker har nemlig behov for at blive set og hørt – og udvikle sig igen. Der er nemlig ikke noget mere nedslidende, end mange års kamp for at blive tilkendt et fleksjob. Og i al den tid har der kun været fokus på de ting, som man ikke længere magter – det kan derfor være ret svært at fortælle om alle ens kompetencer, når man møder op til praktik- eller jobsamtale.

De fleste har prøvet at være på en hård rejse – mon ikke de fleste af os kommer ud på den gode side