Fra 37 timer til et arbejdsliv med plads til flere

Danske virksomheder mangler medarbejdere. Samtidig står mange erfarne mennesker uden for arbejdsmarkedet – ikke fordi de mangler kompetencer, men fordi de ikke kan arbejde 37 timer om ugen. Måske er det ikke menneskene, der skal tilpasse sig rammen, men rammen, der skal blive bredere.

Da jeg startede med at arbejde inden for beskæftigelsesområdet, troede jeg, at opgaven handlede om at hjælpe mennesker med særlige vilkår ind på arbejdsmarkedet. I dag ser jeg det anderledes. Det er ikke kun mennesker, der har brug for mere fleksibilitet. Det har arbejdsmarkedet også.

Reduceret arbejdsevne – ikke reducerede kompetencer

Den erkendelse kom ikke fra forskning, rapporter eller politiske udspil. Den kom fra mødet med mennesker, som havde mistet fodfæstet efter stress, sygdom eller livskriser. Mennesker, som var blevet vurderet ud fra deres begrænsninger, længe før nogen havde spurgt ind til deres kompetencer.

Jeg husker især nogle af de første, jeg arbejdede tæt sammen med: en tidligere bogholder, en grafiker, en fotograf, en administrator, en leder og en erfaren IT-specialist. Fælles for dem var ikke deres faglighed. Fælles for dem var, at de ikke længere kunne arbejde 37 timer om ugen.

Så man kun på timetallet, kunne man tro, at deres værdi på arbejdsmarkedet var blevet mindre. Men når jeg så på deres erfaring, viden og kompetencer, oplevede jeg det stik modsatte. Deres arbejdsevne var reduceret. Deres kompetencer var ikke.

Det fik mig til at stille et spørgsmål, som har fulgt mig siden: Hvorfor vurderer vi stadig mennesker ud fra, hvor mange timer de kan arbejde, frem for den værdi, de kan skabe?

Ikke en lille gruppe – en voksende del af befolkningen

Gennem årene er spørgsmålet kun blevet mere relevant. I dag møder jeg ikke kun mennesker i fleksjob. Jeg møder seniorer, der gerne vil blive længere på arbejdsmarkedet, hvis de kan gå ned i tid. Småbørnsforældre, som i nogle år har brug for mere fleksibilitet. Mennesker med kroniske sygdomme. Pårørende.

Jo flere jeg møder, desto tydeligere bliver det: Vi taler ikke om en lille gruppe med særlige behov. Vi taler om en voksende del af befolkningen.

Paradokset: Mangel på arbejdskraft – og mennesker uden plads

Samtidig fortæller virksomhederne os, at de mangler arbejdskraft. Hvordan kan vi mangle medarbejdere, samtidig med at så mange mennesker med erfaring, kompetencer og motivation har svært ved at finde en plads?

Noget af forklaringen tror jeg findes i den måde, vi har lært at tænke arbejde på. Vi rekrutterer ofte til stillinger, når vi i virkeligheden burde se på opgaver. Vi leder efter mennesker, der passer ind i en eksisterende ramme, frem for at spørge, hvordan arbejdet kan organiseres, så flere kan bidrage.

Bekymringerne bygger på antagelser

Når jeg taler med ledere, møder jeg sjældent modvilje. De fleste ønsker oprigtigt at skabe mere rummelige arbejdspladser. Men jeg møder også de spørgsmål, der opstår, når teorien møder praksis:

Det interessante er, at bekymringerne oftere bygger på antagelser end på erfaringer. Igen og igen oplever jeg, at mennesker, der har fået en chance på de rigtige vilkår, bidrager med høj faglighed, stærk motivation og stor loyalitet. Måske fordi de ved, hvor meget det betyder at blive mødt som et menneske med ressourcer frem for begrænsninger.

Det nye spørgsmål i rekrutteringen

Fremtidens arbejdsmarked kommer til at se anderledes ud. Ikke fordi mennesker er blevet mindre ambitiøse, men fordi livet er blevet mere mangfoldigt. Det afgørende spørgsmål er derfor ikke længere: ”Kan denne person arbejde 37 timer?” Det er: ”Hvordan bringer vi denne persons kompetencer bedst i spil?”

Når vi begynder at stille det spørgsmål, åbner der sig muligheder, vi i dag overser. For forskellighed er ikke et problem, der skal håndteres. Forskellighed er en ressource, der skal bruges.

Af Henriette Friis Højer, founder af FlexFabrikken

Mens vi skændes om tallet, kommer buldretoget

Er 6 procent af lønmodtagerne hårdt stressede – eller er det 26? Mens arbejdsmarkedets parter strides om tallet, overser vi det vigtigste: menneskene bag det. Og de banker allerede på.

I disse dage raser debatten om stress. Arbejdsgiverne henviser til en undersøgelse, der viser, at 6 procent af lønmodtagerne har et højt stressniveau. Andre peger på Den Nationale Sundhedsprofil, hvor tallet er over 26 procent. Og så diskuterer vi, om stressen kommer fra arbejdet eller fra privatlivet.

FlexFabrikken deltidsarbejde godt arbejde

Jeg forstår godt, at tallene betyder noget. Men jeg bliver ved med at tænke: Hvor blev mennesket af i den her debat?

Det er ligegyldigt, hvor det kommer fra

Jeg har arbejdet med beskæftigelse i mere end 20 år. Jeg har talt med tusindvis af mennesker, der på den ene eller anden måde er blevet ramt af livet. Nogle af stress på jobbet. Andre af sygdom, skilsmisse, sorg eller en syg forælder.

Og ved du hvad? For det menneske, der sidder midt i det, er det fuldstændig ligegyldigt, om årsagen er arbejdsmæssig eller privat. Livet hænger ikke sammen. Arbejdet hænger ikke sammen. Og ingen spørger, hvad der skal til, for at det kan.

Derfor synes jeg, debatten om årsager og procenter er det forkerte sted at bruge kræfterne. Vi skal i stedet skabe bedre rammer for at være menneske – både på arbejdspladsen og i samfundet.

Der er et buldretog på vej

Jeg har ingen analyse under armen, der viser, hvor mange danskere der ønsker et arbejdsliv, der passer bedre til deres livsfase. Men jeg har noget andet.

Da vi lancerede vores platform, hvor man kan oprette sig, hvis man vil arbejde færre end 37 timer, gik det stærkt. Meget hurtigt havde flere tusinde mennesker meldt sig. I dag er de knap 8.000. Det er seniorer, der gerne vil blive længere. Det er forældre til små børn. Det er mennesker på vej tilbage efter sygdom eller stress. Og det er dygtige fagfolk, der simpelthen ønsker et andet arbejdsliv i en periode.

Det er ikke et udsnit af en undersøgelse. Det er mennesker, der aktivt har rækket hånden op og sagt: Jeg vil gerne arbejde – bare på andre vilkår.

For mig er det et tydeligt signal. Der er et buldretog på vej, og ud af vinduerne hænger der mennesker, der ønsker noget nyt.

Vi mister ikke arbejdskraft – vi får flere med

Når jeg siger det højt, møder jeg ofte den samme bekymring: Hvis vi giver plads til færre timer, mister vi så ikke arbejdskraft?

Nej. Vi udvider arbejdsstyrken.

Alternativet til 25 timer er sjældent 37. Det er ofte nul. Den senior, der kan gå ned i tid, udskyder pensionen. Den stressramte, der får lov at bevare en lille tilknytning, kommer hurtigere tilbage. Og den præsterende medarbejder, der får plads til livet i en periode, bliver i stedet for at sige op.

Det at gå alene derhjemme gør ingen gode. Vi har brug for fællesskabet, kollegerne og de input, arbejdet giver os – også når vi ikke kan klare det hele.

Vi har overladt opgaven til den enkelte

Det, der fylder mig allermest, er, hvor dårlige vi er til det her som samfund.

Vi har overladt opgaven til individet. Det er den enkelte, der selv skal opdage, at det er ved at gå galt. Selv skal sige fra. Selv skal forhandle en løsning med sin leder. Og selv skal stå med nederlaget, hvis det ikke lykkes.

Men vi står midt i en fælles omstilling af arbejdsmarkedet. Den kan ingen løse alene, og den hører ikke hjemme ved det enkelte køkkenbord. Den hører hjemme på arbejdspladserne, i politikken og i fællesskabet.

Løft blikket

Derfor vil jeg opfordre alle – arbejdsgivere, fagbevægelse, politikere og hver enkelt af os – til at løfte blikket fra procenterne.

Lad os være mere nysgerrige på vores medmennesker. Lad os spørge, hvad der skal til, for at et menneske kan blive i arbejdslivet, når livet rammer. Og lad os turde stille det spørgsmål, som jeg tror, er det vigtigste lige nu:

Hvad er godt arbejde?

For mig er godt arbejde arbejde, der passer til mennesket – også når livet ændrer sig. Hvad er det for dig?

Henriette Friis Højer, stifter af FlexFabrikken og initiativtager til debatklubben GodtArbejde

Rengøringsmedarbejder søges til hotel i Sorø

Har du erfaring med rengøring, og trives du med selvstændigt arbejde? Vi søger en rengøringsmedarbejder til rengøring og klargøring af værelser på et hotel i Sorø.

Arbejdsopgaver

Vi søger en medarbejder som

Arbejdstid

Vi tilbyder

Om virksomheden

Virksomheden driver blandt andet hotelvirksomhed og tilbyder ophold til udenlandske medarbejdere, som arbejder på projekter i Danmark. Der er fokus på en god arbejdsplads og et godt samarbejde i hverdagen.

Lyder det som noget for dig, så skriv til **@***********en.dk og opret dig i vores platform.

De har fanget det i Thy

Jeg talte forleden med en læge, som sagde noget, der egentlig var ret enkelt:

"Jeg er misundelig på mine venner i Thy. Det er, som om de har fundet ud af noget om, hvordan man kan være læge på en anden måde. Mere fleksibelt. Mere balanceret."

Han sagde det ikke som værende opgivende i forhold til sit eget job.
Snarere som en konstatering af at nogle måske har set lyset.

Og det slog mig, hvor ofte den erkendelse dukker op i forskellige forklædninger for tiden.

Ikke som en revolution med faner og strategiplaner.
Men som små sprækker i det, vi ellers har taget for givet.

For vi har længe talt om arbejdslivet, som om det var én størrelse – én 37-timers ramme.
Én måde at være engageret på.
Én måde at være “seriøs” på.

Men det er det jo ikke.

Nogle kan arbejde 70 timer om ugen og trives med det.
Andre kan ikke – og det er hverken en fejl eller en svaghed.

Det er bare et vilkår ved at være menneske.

Alligevel indretter vi stadig store dele af arbejdsmarkedet, som om forskellighederne var undtagelsen – ikke udgangspunktet.

Vi taler meget om rekrutteringsudfordringer.
Mangel på arbejdskraft.
Konkurrence om talenter.

Men taler vi nok om det, man bliver ansat ind i?

Om tempoet.
Om fleksibiliteten.
Om det liv, der også skal leves ved siden af arbejdet – og som ikke uden videre kan parkeres.

Lægen spurgte mig:
"Hvordan gør vi så?"

Og svaret er måske mindre handlingsanvisende, end vi kunne ønske os.

For det begynder nok ikke med løsninger.
Men med, at vi tør tage samtalen alvorligt.

At vi holder op med at gøre arbejdslivet til et individuelt optimeringsprojekt.
Og i stedet begynder at se det som noget, vi faktisk former sammen.

Hos FlexFabrikken beskæftiger vi os med netop det.
Ikke fordi vi har fundet svaret i vores platform og det, den kan.
Men fordi vi mener, at spørgsmålet er vigtigt nok til ikke at blive overset.

Så måske kunne vi starte et mere ærligt sted:

Hvilke arbejdsliv er det egentlig, vi gør mulige i dag?
Og hvem er det, de passer til – og ikke passer til?

Det er ikke sikkert, vi skal alle sammen til Thy.
Men måske er der noget derfra, vi burde lytte lidt mere til.